1. januar 2011 kl.
19:03:42
Kære skatteminister
Godt nytår!
Vi er hoppet ind i 2011, og mange nytårsforsætter handler om at spare på sulet. En idé, jeg ved, du er helt med på. Det er din fedtskat et tydeligt udtryk for.
Jeg synes, det er sympatisk, at du vil hjælpe os med at blive sundere. Som altid er der bare et men - herude i det virkelig liv …
Underernærede ældre og mange patienter på sygehusene har brug for ekstra sul. De har brug for fløde i sovsen, frodigt kød og kalorierige desserter. I hvert fald, hvis deres vægt skal komme op på et normalt leje.
Når du nu så gerne vil gøre os sundere, så synes jeg, at dit nytårsforsæt skal være at styrke især de ældres sundhed. Det gør du ved at lade dem slippe for fedtskatten. De har ikke for meget at gøre med i forvejen.
Det har køkkenerne, der laver maden heller ikke. Du ved jo, hvordan husholdningskassen har det.
Venlig hilsen
Ghita Parry
formand