Ghitas blog
21. januar 2011 kl. 12:45:09
Jeg er bekymret.
Siden før jul har jeg set medarbejdere fra Sundhedskartellets sekretariat og fra de enkelte medlemsorganisationer i kartellet, som for eksempel Kost & Ernæringsforbundet, styrte fra det ene møde til det andet.
Møder i arbejdsgrupper, planlægningsgrupper og forhandlingsgrupper. Møder morgen, middag, aften og nat.
Møder, hvor krav bearbejdes og forberedes til de politiske forhandlinger.
Arbejdsgrupperne arbejder sammen med repræsentanter fra arbejdsgiverne om at finde frem til kernen i det, der skal forhandles om. Og allerede under dette forarbejde møder vi stor og uforståelig modstand hos arbejdsgivernes repræsentanter.
Det gør mig bekymret. Hvad er det så egentlig at arbejdsgiverne vil lægge på forhandlingsbordet?
Det gør mig ikke mindre bekymret, når jeg i morgenradioen høre Bodil Otto, formand for HK Kommunal, der siger, at der kan være udsigt til at OK11-forhandlingerne kan føre til en nedgang i reallønnen for de offentligt ansatte.
Arbejdsgiverne burde i stedet lytte til arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Jørgen Steen Madsen, der siger, at arbejdsgiverne, med finansministeren i spidsen, skulle gå efter et forlig, der undgår at gøre de offentligt ansatte utilfredse og frustrerede.
Ifølge hovedforhandleren fra Danske Regioner vil arbejdsgiverne sandsynligvis gå med til at lukke hullet, der er kommet på grund af reguleringsordningen. Den ordning, der søger for at lønningerne på det private og offentlige arbejdsmarked følges ad. Denne gang skylder vi, det kan vi desværre ikke lave om på.
Som der står i vores kravkatalog, går vi efter en fremgang i reallønnen. Og af erfaring fra tidligere overenskomstforhandlinger ved jeg, at den fremgang ikke kommer af sig selv. Denne gang er jeg bare oprigtigt bekymret for, at vi bliver nødt til at forberede os på ikke at kunne få indfriet vores forventninger og krav i forhold til en reallønsfremgang. Det bliver meget hårde forhandlinger. Men vi må se risikoen for en nedgang i reallønnen i øjnene. Med ekstraregningen fra reguleringsordningen, en økonomisk krise og en benhård finansminister, der styrer arbejdsgiverne, bliver det en stor udfordring bare at få sikret reallønnen.
Sundhedskartellet udviser forhandlingsvilje, og vi lægger os hårdt i forhandlingsselen for at skabe resultater, som giver mening for både vores medlemmer og arbejdsgiverne. Spørgsmålet er så bare, om arbejdsgiverne gerne vil vise deres medarbejdere - jer - at de vil det samme, som modydelse for konstruktiv, loyal og kvalitetsorienteret arbejde til gavn for borgere og patienter.
Hvad synes du om min bekymring - du er velkommen til at give mig en kommentar her på bloggen.