22. november 2011 kl.
17:38:09
Regeringen og Enhedslisten med den socialdemokratiske fødevareminister Mette Gjerskov i spidsen har afsat 56 millioner kroner til at fremme brugen af økologiske råvarer i de offentlige køkkener i løbet af de næste to år.
Målet er, at 60 procent af de råvarer, som køkkenerne bruger, skal være økologisk.
God ide, men økologi må ikkefjerne fokus fra kampen mod underernæring blandt patienter og ældre på plejehjem.
Planen om mere økologi i de offentlige køkkener er fremsynet, når man ser på miljø og bæredygtighed. Offentlige køkkener køber nemlig en betragtelig mængde råvarer. Økologiske råvarer frem for konventionelle vil derfor få stor betydning for miljøet.
Men økologi gør hverken fra eller til, når det drejer sig om at løse det mest presserende problem omkring ernæring og sundhed - at 30-60 procent af patienterne på sygehusene og ældre på plejehjemmene er underernærede.
Hvis samfundet bruger de nødvendige ressourcer på at komme underernæring til livs og give gamle og syge kræfter og livsglæde tilbage, viser undersøgelser, at der kan spares rigtigt mange penge på kortere indlæggelsestider og færre genindlæggelser. Forleden hørte jeg i TV professor i ernæring, Jens Kondrup fra Rigshospitalet, sige, at der kan spares 1,5 milliarder kroner ved at sætte politisk fokus på patienternes ernæring. Det er en stor sum penge, der i stedet kunne bruges på økologi.
Økologi koster. Københavns Madhus og Økologisk landsforening har vist, at det er muligt at omlægge inden for samme driftsbudget, hvis menuplanen ændres, og spildet begrænses. Det kan det i små køkkener. Men jeg er helt overbevist om, at det nærmest er umuligt i de meget store. Dem bliver der flere og flere af, og i de store køkkener er produktionen så gennemrationaliseret, hver krone skal vendes, og der er ikke plads til økologi i det stærkt beskårne budget!
Min opfordring til fødevareministeren og Enhedslisten er derfor, at de går tilbage til forhandlingsbordet og inviterer både sundhedsministeren og socialministeren med. Og så må de sammen finde ud af, om de virkelig bruger skattekronerne fornuftigt, hvis de bruges på økologi frem for at bekæmpe underernæring hos patienter og ældre på plejehjem
Indlægget er bragt på Altinget Sundhed den 22. november 2011
25. november 2011 kl.
17:33:29
·
skrev:
Jeg synes, at det er helt fantastisk, at fremme økologien på landsplan og Københavns kommune og Københavns madhus har med rette bevist, at det godt kan lade sig gøre indenfor det samme budget. Jeg tænker dog, at de store centralkøkkener har brug for økonomisk hjælp/rådgivning for at kunne løfte denne opgave optimalt.
I forhold til ernæringen til borgeren, ville det være en god start, hvis der fra politisk side blev fokuseret på, at bringe madproduktionen ud på hvert enkelt plejehjem(el.anden inst.)og ikke i sammenlægninger, så borgeren bliver bedre inddraget i madens tilblivelse, i form af det sensoriske og at det kostfaglige personale er i tæt dialog med både borger og personale og hermed lettere kan samle op på ernæringstilstanden.
F.eks. ved måltidsværter som bindeled i mellem køkken og afd. På denne måde skulle der vel både være plads til økologi og bedre ernæring på samme tid og som sidegevinst måske en bedre faglig stolthed og arbejdsglæde for de kostfaglige, der laver den gode hjemmelavede mad, med økologiske råvarer og et meget begrænset brug af hel/halvfabrikata ;-)
30. november 2011 kl.
10:10:23
·
Ghita
skrev:
Hej du
Tak for din kommentar til mit indlæg. Jeg kan mærke at du brænder for økologien og det er dejligt.
Tag ikke fejl af at jeg vil økologien det godt, faktisk mener jeg at vi skal gå endnu videre og se indkøb og produktion - det hele - i et bæredygtigt perspektiv. Dertil er vi endnu ikke kommet. Fødevareministeren har ønsket grøn vækst og har selvfølhelig øje for de milliarder af kroner som der købes fødevarer for.GODT SÅ.
Når jeg sætter fokus på ernæring er det for at gøre politikere opmærksom på, at det ikke bare skal handle om at maden skal være økologisk. Det handler først og fremmest om at den mad og de måltider der serveres for syge, ældre, børn og unge først og fremmest skal imødekomme de ernæringsmæssige behov som den enkelte bruger har.
Her gør det jo hverken til eller fra at maden er økologisk.
Der kan sagtens være andre gode sidegevinster som du selv er inde på, men økologi i sig selv, er ingen garanti for at syge bliver raske, at overvægtige børn taber sig eller at underernærede ældre tager på i vægt, eksempelvis.
Når offentlige køkkener for alvor sætter den økologiske dagsorden skal det derfor være med øget fokus på den ernæring som den enkelte bruger har behov for og mindre fokus på vækst i landbruget.
Det er for mig således ikke et enten-eller men et både-og.
Ghita