12. juni 2007 kl.
10:54:26
I den forgangne uge var jeg så heldig at få taletid på DR1-Aftenshowet. Jeg skulle fortælle om "Den gode hverdagsmad" og hvad vi som forbund ønsker skal ske.
Jeg fortalte om, at arbejdet med mad og måltider skal tage udgangspunkt i den enkelte bruger, hvad enten det er patienter, beboere, børn, unge eller andre mennesker.
Som det er langt de fleste steder i dag, stopper køkkenets ansvar ved køkkendøren og succeshistorierne om maden, måltidet eller den spisendes næringstilstand er herefter begrænsede.
Det vil jeg gerne lave om på og derfor foreslår jeg at det skal være køkkenet der har ansvaret for hele måltidskæden; fra maden er tænkt til der er anrettet, serveret og ryddet af efter den spisende.
Det skal være køkkenet der ansætter dét jeg kalder måltidsværter, hvis opgave det er at være køkkenets ambassadør og den spisendes livline til dejlig og nærende mad.
En måltidsvært der med rette uddannelse og faglig base i køkkenet, og som via sin faste daglige arbejdsgang på eksempelvis hospitalsafsnittet, gør den vigtige forskel imellem ingen eller for lidt mad, og (nok) mad anrettet og serveret til den enkelte.
Jeg er selvfølgelig klar over at der er barrierer for at nå dette mål. Stive faggrænser, manglende hænder, manglende politisk vilje bare for at nævne nogle få. Men jeg er omvendt også sikker på at hvis vi virkelig ønsker at ændre på eksempelvis patienters næringstilstand og give dem en anderledes oplevelse af det "offentlige" måltid, ja så er det denne vej vi skal gå.
Føste skridt er for mig at se, at kostfagligt personale sætter fokus på udviklingsmulighederne, så det bliver synligt at hér er der virkelig udsigt til bedre kvalitet for den spisende.
Lad os begynde debatten om en visionær fremtid, hvor køkkenet har ansvaret for hele måltidskæden - fra maden er tænkt til den er spist.
Hvad mener du ? Har du erfaringer, synspunkter eller blot et godt råd så skriv til mig.
26. juni 2007 kl.
10:09:04
·
Susanne Haaknel Christensen
skrev:
Jeg er absolut enig i dit synspunkt og med den nuværende store mangel på sundhedsfagligt personale ser jeg det som en realistiskt mulighed at det er kostfagligt personale der varetager hele opgaven omkring måltidsforløbet. Jeg oplever at der for tiden bliver ansat diætistuddannede til at varetage dele af denne opgave fordi der er mangel på sundhedsfagligt arbejde og jeg mener at det ville være en rigtig god ide at vores forbund og diætistforbundet drøftede hvordan vi bedst kan samarbejde om at give måltidsforløbet, og en prioritering af dette, et stort løft. Vi må også på banen med nogle pilotprjekter så vi kan få mulighed for at kunne dokumentere at denne opgaveglidning kun vil være til gavn for alle involverede, og formodentlig vil det også kunne give en positiv økonomisk gevinst, der kan overbevise vore politikere om fordelen ved denne opgaveglidning.
Jeg kan kun anbefale alle køkkener at prøve at stille viden og personale til rådighed for at afprøve dette.
Hilsner
Susanne Haaknel Christensen
Kost & Ernæringskonsulent
Nordsjællands Hospital
tlf. 21 65 72 57