24. januar 2008 kl.
14:15:27
Patienterne lader maden stå, fordi behandlingen får
dem til at miste appetitten. Det kostfaglige personale i sygehuskøkkenerne gør
en stor indsats med få midler for at tilpasse ernæringsrigtige, velsmagende og
veltillavede måltider, så de passer til patienternes behov.
Så den kommercielle
fond TMC Danmark og samarbejdspartnerne skyder over mål, når projektleder Palle
Møldrup, fra TMC Danmark, i Børsen FødevareSundhed den 10. januar under
overskriften ”Innovationsprojekt skal give patienter bedre måltider” påstår, at
maden på mange af sygehusene er udkogt, smagløs og ikke tilpasset de enkelte
patientgrupper.
Og lige netop af den grund vil TMC Danmark bruge 5,5 millioner
skattekroner på et projekt, hvis mål er at finde den ernæring, patienterne har
brug for.
Jeg mener, at det projekt er spild af penge, og jeg kunne godt tænke
mig at se dokumentation for de påstande, Palle Møldrup kommer med i Børsen.
I
en artikel i JP Århus den 3. januar under overskriften ”Patienterne er godt
tilfredse med maden, men de spiser den ikke” siger chefsygeplejerske Kirsten
Bruun fra Universitetshospitalet i Århus, at deres tilfredshedsundersøgelser
viser, at 90 procent af patienterne er tilfredse med maden.
På sygehusene er
det almindelig kendt, at patienter under behandling kan miste lysten til at
spise. Nogle af patienterne bliver underernærede. Det er et problem, fordi uden
mad tager det længere tid, inden patienten er på benene igen.
For at lave om på
det, skal vi lave en anden organisering af maden. I dag bliver maden lavet i
køkkenet og sendt ud på afdelingerne, hvor overbebyrdede sygeplejersker
serverer maden.
Blandt andet af den grund har Kost & Ernæringsforbundet
søsat projektet Den gode hverdagsmad, fordi det er uden for køkkenet at slaget
skal vindes. Det er ude hos patienten, der kan gøres en forskel.
En kostfagligt
uddannet måltidsvært, der kan yde omsorg for den enkelte patient og tilbyde den
mad, patienten har lyst til at spise, kan være en afgørende forskel.
Erfaringer
viser, at patienter, der har mistet appetitten, får lyst til at spise, hvis der
bliver taget hånd om dem. Omsorgen for patienten begynder med, at måltidsværten
og patienten finder ud af, hvad patienten kunne tænke sig at spise.
Bagefter
søger måltidsværten for at køkkenet laver maden, og efter måltidet taler
måltidsværten og patienten om måltidet.
Er der for eksempel noget patienten
ønsker mere eller mindre af. Arbejdet med maden bliver flyttet fra kun at
foregå i køkkenet til at begynde og slutte hos patienten med køkkenet som
mellemstation.
Det er social innovation, og det er forholdet mellem patienten
og måltidsværten, der er afgørende for kvaliteten af det enkelte måltid.
Jeg
ved fra sygehuskøkkener, at metoden virker, og der er god økonomi i den. Til
gengæld tror jeg ikke på, at en privat virksomhed skulle kunne lave bedre og
billigere mad end køkkenerne på sygehusene.
14. februar 2008 kl.
13:23:12
·
Irene Kosiara Herbo
skrev:
Hej,
Jeg er helt enig i at vi kostfaglige kan gøre en forskel med omsorg overfor den syge som ikke kan spise maden.
Jeg oplever det dagligt på Hospice Sjælland, hvor jeg er køkkenleder. Jeg hører alle de historier fra beboerne som kommer enten direkte fra sygehuse eller fra eget hjem, om madenegentlig er ok men der mangler lige det der...
"Men hos os dufter der af hvad vi skal spise", som det ofte bliver udtrykt.
Køkkenet er placeret midt i huset og der er mulighed for at følge lidt med i hvad vi går og tilbereder, tid til en lille snak og ved bordet falder snakken ofte på minder i relation til den mad der bliver serveret.
Hos os er mad ikke bare for at mætte rent fysisk men det er minder vi serverer og vi opfylder beboernes ønsker så vidt det er muligt - og det er det faktisk meget tit. Appetitten øges også ved hyggeligt samvær rundt om et pænt dækket bord. Hvor det er helt fint at starte med desserten, da der i hvertfald skal være plads til den!!
Jeg har et køkken som jeg er meget stolt over. Jeg ved hvad omsorg betyder for et andet menneske - også i livets sidste 5 minutter.
Med venlig hilsen
Irene Kosiara Herbo