29. februar 2008 kl.
15:10:37
Formålet med regeringens jobplan er at skaffe mere
arbejdskraft til danske virksomheder, men planen kan ende med at have den
modsatte effekt for de arbejdspladser, der har kostfaglige medarbejdere for
eksempel de offentlige og private produktionskøkkener.
Kost & Ernæringsforbundet har medlemmer, der arbejder på
deltid af forskellige årsager. Måske passer det bedst i forhold til
familielivet, måske er det den eneste muligt for et kostfagligt job i det
område af landet, hvor de bor.
En deltidsansat får supplerende dagpenge for at få økonomien
til at løbe rundt, men den mulighed er blevet skudt i sænk med forliget om
jobplanen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, De Radikale og Ny Alliance.
Planen giver kun mulighed for supplerende dagpenge i 30 uger
inden for en periode på 2 år. Det er en stor forringelse af forholdene for
deltidsansatte. Indtil nu er reglerne, at man kan få supplerende dagpenge i 52
uger i en periode på 70 uger.
Forringelsen af reglerne kan betyde, at deltidsansatte må
skifte branche, fordi de ikke kan få et kostfagligt fuldtidsjob i det område,
hvor de bor.
Det er trist for faget og branchen, at en jobplan - der er
uden jordforbindelse - kan ende med at dræne køkkenerne for faguddannede
medarbejdere. Kompetente medarbejdere forsvinder fra arbejdspladser, der i
forvejen står og mangler arbejdskraft.
Lad mig give et eksempel. En ernæringsassistent med to børn
og en mand, der er murer. Hvis hun skal til at bruge et par timer eller tre på
landevejene til og fra et fuldtidsjob, hvordan skal hun så få sin familie til
at hænge sammen. Den eneste løsning, jeg lige kan komme i tanke om, er, at hun
skal have sig en hjemmegående mand.
Når de faglærte medarbejdere er forsvundet må ufaglærte og
studerende træde til i køkkenet, men de mangler de kompetencer, som de
faguddannede medarbejdere er rejst med.
Resultatet bliver, at kvaliteten falder, utilfredsheden
stiger og der bliver flere fuldtids arbejdsløse, der bliver kastet fra det ene
prøvejob til det andet.
Det var vel ikke meningen med jobplanen?