27. oktober 2008 kl.
12:17:30
Da hundred ambassadører skulle evaluere hvordan det havde været at lave, servere og fortælle om Den Gode Hverdagsmad på verdensudstillingen i Zaragosa i Spanien.... SÅ ville begejstringen ingen ende tage. Der blev piftet, råbt hurra og klappet, alle stod oppe på stolene og ingen kunne få armene ned.
Lad mig sige det kort: DET HAR VÆRET EN KÆMPE SUCCES!
I lørdags var hele holdet inviteret til fest hos Danish Meat Association - alle de der i 3 måneder her knoklet for at vise hvad Den Gode Hverdagsmad er og hvordan vi ønsker at omgås den og vore gæster. Næsten alle kom og snakken gik om de mange oplevelser fra træningslejrene, fra Zaragosa og fra de første aktiviteter med hverdagsmaden her i Danmark.
Der blev kysset og krammet, holdt taler, fældet en enkelt tåre, sunget, fotograferet, lavet aftaler, grinet og spist god mad. Det var en GOD fest, skulle jeg hilse og sige.
Ialt 115 medlemmer fra Kost og Ernæringsforbundet er nu uddannet til ambassadør for Den Gode Hverdagsmad og de er klar til at vise den frem i Danmark. Forbundet er i fuld gang med at planlægge en lang række aktiviteter om Den Gode Hverdagsmad rundt omkring i Danmark. Og ambassadørerne står klar til at gå i spidsen.
Tag godt imod dem, lyt til budskabet om Den Gode Hverdagsmad og grib muligheden for at være med til at profilere fag og faglighed sammen med hverdagsmaden.
Vær med - det bliver sjovt og der er brug for alle kost og ernæringsfaglige. Også dig.