13. februar 2009 kl.
12:53:41
Fødevareministeren og Fødevarestyrelsen har lavet et nyt
økologi-mærke. Eller tre mærker – et i guld, sølv og bronze - alt efter, hvor
økologisk maden er.
Med det
nye mærke skal økologi i et køkken regnes ud i kroner og ikke kilo som
tidligere.
Det er
restauranterne glade for. Det er jeg ikke. Med det nye mærke kan en ret bliver
100 procent økologisk, selv om det kun er den safran, paellaen er krydret med,
der er økologisk.
Når
økologien bliver målt i kilo, er billedet mere troværdigt. Og det er lettere
for dig og mig at se, hvor stor en del af den gode hverdagsmad, der er
økologisk.
Det nye
øko-mærke er en administrativ beslutning, der må være opfundet i et kontor hos
Fødevarestyrelsen. Et kontor, der ligger langt væk fra den dagligdag, der er i
de køkkener, der laver mad med økologiske produkter.
Jeg vil
faktisk sige, at det nye mærke er vildledende. Barnet, medarbejderen, patienten
eller plejehjemsbeboeren kan aldrig finde ud af, hvor stor en del af maden, der
er økologisk. Ene og alene, fordi det bliver opgjort i kroner og ikke kilo.
Hvis 40
procent af en ret er økologisk, når vi måler i kilo, skulle den have et
øko-mærke i sølv. Når øko-andelen bliver opgjort i kroner, så kan retten kun få
et bronzemærke. Eksemplet forudsætter, at maden bliver lavet ud fra den
nationale kostvejledning.
De
råvarer, som kostvejledningen anbefaler os at spise meget af - så som brød,
grønt og frugt - bliver ofte indkøbt til en lav pris per kilo. Varerne vejer derfor
kun lidt i øko-regnskabet. Til gengæld vejer kød tungt i øko-regnskabet, fordi
det bliver købt til en høj kilopris.
Det
absolut gode ved det nye mærke er, at det er blevet muligt at vise, at køkkenet
bruger økologiske varer, selv om køkkenet kun bruger 40 procent økologiske
varer. Tidligere skulle et køkken
være 100 procent økologisk for at kunne få Ø-mærket.
Til
gengæld skal der være sikkerhed for, at mærket viser, hvor stor en del
økologien fylder på sandfærdig vis.
Det
ville også være godt, hvis det nye mærke kom en tur igennem folketinget, så vi
kan se, hvem der står bag det.
Hvis det
nye øko-mærke skal blive en succes, må Fødevarestyrelsen lave det om, så
andelen af økologi bliver opgjort i kilo og ikke kroner.
Alt
andet kan vi ikke leve med.