9. marts 2009 kl.
15:51:21
Der er forskel på folk. Hvis du ikke har været klar over det før, så har regeringens nye skattereform gjort det tydeligt.
Kvinder er mindre værd end mænd ifølge skattereformen for at sige det lidt skarpt. Sådan er det jo ikke i virkeligheden, det ved vi godt.
Regeringen giver mændene de største skattelettelser og kvinderne de laveste. Nogle siger, at vi kvinder får 2.000 kroner mindre i skattelettelser end mændene i gennemsnit. Andre siger, at forskellen er på 18 procent.
Jeg ved ikke, hvilket tal der er det rigtige. Jeg ved blot, at vi har haft en lov om ligeløn i omkring 30 år. Og der er stadigvæk forskel. Hvor længe mon sådan en lov er om at virke?
Måske skal vi gribe det her anderledes an. Jeg tænker på, om du måske har talt med din mand om, at du får en mindre skattelettelse end han gør. Hvad synes han om det? Betaler han bare og får fred?
Politikere fra regeringspartiet Venstre siger, at skattesystemet og –reformen er retfærdig. Vi skal bare alle sammen arbejde på fuld tid, så får vi også de store lettelser.
Ser man det. Skal det nu også være forkert at arbejde på nedsat tid. Vi gør det jo ikke for at genere alle andre her i samfundet.
Nej, hvis vi kvinder arbejder på nedsat tid, er det fordi, vi bruger vores tid på vores familie. Og andre sysler, så det hele kan løbe rundt.
Hvem skal tage sig af det, hvis vi skal gå på arbejde på fuld tid. Det tror jeg faktisk ikke, at der er hænder nok til i Danmark.
Nej, så vil jeg hellere, at vi fortsat får mindre i skattelettelser og bliver forskelsbehandlet lønmæssigt. Til gengæld skal priserne på tøj, sko og hvad vi nu ellers har brug for som kvinder sættes mindst 18 procent ned. Så passer pengene.
Det er jo os, der holder samfundet i gang, når det kommer til stykket.