1. maj 2010 kl.
08:19:06
En dugfrisk undersøgelse viser at tiden er løbet fra 1. maj - det siger 64 % af de adspurgte mens 7 % mener at 1. maj aldrig har været en vigtig kampdag, 3 % ved ikke hvad de mener. Det levner plads til de resterende 26 % som siger at 1. maj stadig er en vigtig kampdag.
Undersøgelsen fra Megafon foretaget for Politikken og TV2 kunne jeg læse om i min morgenavis og jeg var lige ved at få kaffen galt i halsen. For kan det virkelig passe at 2 ud af 3 danskere mener at tiden er løbet fra at kæmpe mod uretfærdig og ulige vilkår.
Man kunne få det indtryk at arbejdernes internationale kampdag hører fortiden til, at fagbevægelsen har kæmpet og fået hvad der er kæmpet for, at der ikke er flere mærkesager for den danske befolkning.
Helt forkert !
Her få uger før Lønkommissionen udkommer med sine rapporter om blandt andet forskelle i løn mellem kvinder og mænd i Danmark, er der al mulig grund til at bruge 1. maj til at markere at der stadig er noget at komme efter.
Den manglende ligeløn mellem kvinder og mænd er et oplagt emne. Det falder mig lige for at sammenligne arbejdsdagen for en ernæringsassistent og en håndværker, måske endda to der er gift med hinanden. De har begge to et hårdt krævende job, så hvorfor skal den kvindelige ernæringsassistent have et lønefterslæb på 15-20 procent ? Og hvad siger hendes mand håndværkeren mon til det ?
Endnu har jeg ikke hørt lige præcist dét argument der kan få mig til at acceptere at det er helt ok at der er en så markant lønforskel mellem kvinde og mand på samme uddannelsesniveau.
Uligeløn er ikke bare et emne for fagbevægelsen, sådan som det kan lyde i debatten. Godt nok var det dele af fagbevægelsen, med Sundhedskartellet i spidsen, der hev den ulige løn frem af mølposen og satte emnet på dagsordenen. Markant og med genlyd over hele Danmark.
Eet af de vigtige resultater blev nedsættelsen af Lønkommissionen. Dermed bliver kampen for ligeløn det samfundsanliggende som jeg hele tiden har ment det skulle være. Det vedrører nemlig nuværende og kommende generationer af kvinder på det danske arbejdsmarked. Og for mig dermed også nuværende og kommende generationer af mænd !
Der er al mulig grund til at markere 1. maj som en vigtig kampdag. Der er al mulig grund til at kæmpe for retfærdighed og lige vilkår – for ligeløn mellem kvinder og mænd for eksempel.
Rigtig god 1. maj
3. december 2011 kl.
23:43:09
·
Heidi Ring Madsen
skrev:
Hejsa.
Kan ikke rigtig finde, hvor der står noget om 1. maj og Grundlovsdag. Har jeg som kostfaglig eneansvarlig fri på disse dage?
Mvh Heidi Ring Madsen